Formål & principper

Formål
I) D.K. Academy er dedikeret til
at forberede grundlæggelsen af den kommende Nord- og
Centraleuropæiske Esoteriske Skole, som er beskrevet af Mester D.K. i Alice A.
Baileys forfatterskab, og som ifølge dette skal ligge i Sverige.
II) D.K. Academy er en opfordring
til både nordiske og centraleuropæiske dedikerede esoterikere -
såvel som til deres kolleger over hele verden - om at anerkende behovet for,
støtte visionerne om og deltage i arbejdet for at fremme manifestationen af den
Nord- og Centraleuropæiske Esoteriske Skole, der vil komme til at ligge i
Sverige.
III) D.K. Academy er en
Synteseimpuls, der favner mangfoldigheden i helheden, og som
derfor værdsætter de mange værdifulde perspektiver fra hvilke den tidløse visdom
kan forstås, men som samtidig har sine rødder solidt funderet i visdomslæren,
som den er fremlagt af den Trans-Himalayiske gren af den Ene Fundamentale
Okkulte Skole i Shamballa – særligt af Mestrene D.K., K.H. og M.
Principper
1. Kilder
D. K. Academy
tager især sit udgangspunkt i Mester Djwhal Khuls (D.K.) lære (videregivet under
inspiration af Mester Koot-Hoomi (K.H.)) - som den kommer til udtryk gennem
Helena Petrovna Blavatskys (H.P.B.) og Alice Ann Baileys (A.A.B.)
forfatterskaber. D.K. Academy værdsætter også mester Moryas (M.) lære, som vi
kender den fra Agni yoga, såvel som andre vigtige bidrag.
2. Undervisning
D. K. Academy
D.K. Academy stræber efter at udfolde det mangefarvede spektrum af visdomslæren
i et kreativt og skabende samarbejde – og hele tiden med menneskehedens enhed
som vores vision.
3. Specialisering
D. K. Academy
er i sin natur et specialiseret initiativ; et pionerprojekt, der forsøger at
føre den esoteriske lære og uddannelse videre indenfor forskellige områder - som
dog alle er baseret på den tidløse visdom.
4. Balance
D. K. Academy
søger på venusiansk vis at forene hjerte og sind på det mentale plan gennem
meditation, studier og tjeneste. Gennem disse aktiviteter er det akademiets
intention at inspirere og tilskynde mentalt polariserede mennesker, der ønsker
at tjene menneskeheden, til netop dette.
5. Skelneevne
D. K. Academy
fokuserer på integritet og autenticitet i undervisningen – baseret på erfaring,
opøvelse af ”esoterisk sans” og på et liv i tjeneste – ikke på selvbestaltet
position, postulerede missioner eller påståede spirituelle ”kontakter”.
Deltagere i D.K. Academy betragter Sjælen som deres højeste autoritet.
6. Discipelskab
D. K. Academy
underviser i reglerne for det nye discipelskab, og da både moderne og ældgamle
metoder til at betræde denne spirituelle vej gives i den Trans-Himalayiske lære,
benyttes begge dele også af Akademiet.
7. Implementering
D. K. Academy
arbejder for den nye tidsalders fødsel. Specielt i erkendelsen af behovet for
manifestationen af De 10 Sædgrupper, Hierarkiets fremtræden og tilsynekomsten af
Kristus - Verdenslæren for Vandbærerens Tidsalder.
-
Lad Lys og Kærlighed og Kraft Genoprette Planen på Jorden -
Kommentarer til formål og principper
Sprog
Undervisningen under D.K. Academy vil for det meste foregå på engelsk.
Dette vil fremme det internationale samarbejde for og med D.K. Academys formål
og programmer. Selvom alle D.K. Academy-aktiviteter og -materialer, fortrinsvis
foregår og skrives på engelsk, er oversættelse af skriftligt materiale til
lokalsproget altid velkomment; så længe det er klart for deltagerne, at engelsk
er initiativets fællessprog.
Aktiviteter
Aktiviteterne vil vokse ud af samarbejdet og udvikle sig på måder, der ikke kan
forudses i detaljer. Men følgende tre områder er allerede i gang:
1) Internet-aktiviteter: hjemmeside (www.dkacademy.org)
2) Samarbejde mellem de deltagende grupper; lokale projekter.
3) Årlige sommerskoler, hvor der inviteres lærere fra esoteriske grupper verden
over.
Hjælp
Frivillige hjælpere er en nødvendighed for at visionen om D.K. Academy kan
fortsætte, og manifestere sig som en solid realitet. Derfor er der altid brug
for dedikerede medarbejdere med forskellige evner og kompetencer. Vi har brug
for løbende hjælp indenfor områder som computer grafik, webmaster-funktion, PR &
marketing, fundraising, fysisk kapacitet til vores møder, registrering af
mødedeltagere og lign., koordinatorer af vores møder og mm. Vi har allerede
hjælpere til en del opgaver, men fortsat assistance er altid velkommen.
Studier
Forslag til studier er under udvikling, sammen med studieplaner, der
sammensættes ud fra den eksisterende lærerstabs kompetencer og specialer, og ud
fra de retningslinier, som Mester D.K. giver i ”Breve om Okkult Meditation”.
Autoritet og påstande
Verden er fuld af velmenende, men også ambitiøse og prætentiøse
påstande om spiritual autoritet, status, position og kanaliseringer af mange
forskellige slags. Mens nogle af disse kan tjene som delvis eller midlertidig
hjælp til spirituel opvågning, degraderer og forringer mange af dem de ægte
spirituelle principper. Og på grund af deres forblændende natur, vildleder de
aspiranter og interesserede studenter og afleder dem fra arbejdet med de mere
dybtgående lærdomme, som ikke behager personligheden eller appellerer personligt
til individet, men som alene relaterer sig til helheden, enheden, syntese og
viljen-til-det-gode. Det betyder, at D.K. Academy ikke koncentrerer sig om eller
arbejder med påstået spirituel autoritet og/eller kanaliseringer, som
kompromitterer Mester D.K.s lære. For at underbygge denne holdning, har vi
samlet et appendiks med vigtige citater, som må overvejes nøje, hvis sandt
discipelskab skal kunne følges fornuftigt og med dømmekraft (Se ogå
Vigtige citater)
Primære og sekundære kilder
Skønt D.K. Academy anerkender, at der verden over findes mange
forskellige udtryk for den esoteriske visdom, tager D.K. Academy især
udgangspunkt i Tibetanerens, eller Mester Djwhal Khuls lære. Mester D.K.s lære
er særdeles bred og vidtfavnende. Derfor er studerende af Teosofien,
Rosenkreutzer-, Sufi- eller Agni Yoga traditionen, samt andre tilsvarende udtryk
for den esoteriske lære, alle sammen velkomne i D.K. Academy. Også derfor kan og
vil D.K. Academys aktiviteter omfatte disse og lignende kilder. Herved søger vi
på én gang at opbygge nye synteser samtidigt med, at vi følger de overordnede
spirituelle principper, som Tibetaneren via Alice A. Baileys værker stiller til
vores rådighed.
Esoterisk undervisning, retninger og skoler
I dag findes der mange måder at undervise i den esoteriske lære på. Og
spektret spænder fra meget generelle introduktioner til det spirituelle, over
klassisk esoterisk undervisning til de højt specialiserede tilgangsvinkler, som
esoterikere i særligt udvalgte områder af den esoteriske lære skaber. Alle disse
facetter af spektret har deres berettigelse i Det Ene Arbejde. D.K. Academy er
ikke optaget af de mere generelle tilgangsvinkler. Der er et behov for dybere,
mere specialiseret og synteseskabende arbejde - med meditation, studier og
tjeneste som kerne-triangel. Initiativer, der skal fremme fremtidens esoteriske
skoler, kan ikke have en generel tilgangsvinkel. Disse må i stedet, centrerede i
deres overordnede værdier og formål, vove at trænge ind i ukendte territorier.
Samtidigt må de navigere med balance, så de helt undgår tendenser til
ego-domineret elitisme og følelsen af at være særligt udvalgt og en unik
budbringer af nye indsigter. Proportionssans, naturlig ydmyghed og sund fornuft
må gå hånd i hånd med visionært mod, villighed til at udvikle den esoteriske
lære – og bevidst opmærksomhed på den esoteriske læres praktiske anvendelighed.
D.K. Academy er et initiativ, der er designet til at forberede grundlæggelsen af
den fremtidige Nord- og Centraleuropæiske Skole beliggende i Sverige. Derfor er
dets tjeneste specialiseret.
Verdenstjeneste
En levende forbindelse mellem de mange esoteriske grupper i verden kan
hjælpe den spirituelle genfødsel, der er behov for, for at give liv til en ny
planetarisk æra. Denne æra er baseret på velvilje, forståelse, retfærdighed,
fællesskaber, ansvarlighed, kreativitet og rette menneskelige relationer. Derfor
har disciple og verdenstjenere behov for at blive mere opmærksomme på hinandens
bidrag og for at slutte sig sammen på nye og innovative måder, så inspiration,
samarbejde om og praktisk anvendelse af den esoteriske visdom kan skabe et
brugbart alternativ til den omfattende materialisme og stærke fundamentalisme,
som synes at udgøre den planetariske ”Tærskelvogter” i denne tid. Der er behov
for Lys, Kærlighed og Kraft for at genoprette Planen på Jorden – og vi er alle
kaldet til urokkelig, intelligent og medmenneskelig handling. Det forbliver
således D.K. Academys ledestjerne og vision at opretholde dette universelle
fokus, og, på samme tid, at implementere dets særlige opgave – praktisk og
effektivt.
|